Denne artikel er skrevet af :

Annette S

 

Enhver som anskaffer sig en kat, skal tage stilling til hvordan katten skal bo, også hvorvidt katten skal være inde eller ude kat. Vi vil her forsøge at give dig et indblik i, hvad det indebærer at have indekatte.

Det er nu om dage meget udbredt at have indekatte. Med indekatte menes katte som kun bor indenfor og ikke har adgang til det fri. Der kan være mange forskellige grunde til, at mennesker vælger at have indekatte i stedet for udekatte. Alene i Danmark bliver op imod 70.000 katte kørt ihjel i trafikken årligt, og katte som lever udenfor kommer meget ofte til skade – både i naturen, men også når de møder andre katte – så skal der slåsses om territorier. Derved risikerer man, at ens kat kommer hjem med sår, rifter og

sygdomme – hvis den da ikke bare bliver væk en dag og aldrig kommer hjem igen. Man vil måske aldrig vide hvorfor den ikke kom hjem igen – om den er blevet kørt ned, stjålet – man får aldrig vished om hvad der er hændt den.

Fælles for alle indekatte er, at de kræver lidt mere af ejeren end udekatte gør – til gengæld får man også meget mere glæde af sin indekat end af udekatte, for du vil bruge mange flere timer sammen med en indekat end med en udekat, og du vil altid være tryg, for du ved hvor din kat er og ofte også hvad den laver.

Katte er territoriale dyr og en indekats territorie er din lejlighed eller dit hus. Hele ”området” bliver dagligt holdt under opsyn af din kat, og i den forbindelse vil din kat have glæde af et par højt placerede ”udsigtsposter” - liggepladser, hvorfra katten kan slappe af, få fred og ro og samtidig holde øje med hvad der foregår i det pågældende rum.

Mange af de kattemiljøer der er på markedet, kan fint bruges både som ligge og lege pladser, men også som kradsebrætter, hvor katten dagligt vil hvæsse sine kløer i. Man kan også vælge, at sætte et mindre kradsebræt op, og lave alternative liggepladser f.eks. med et par hylder i en god højde.

Når du får din nye kat hjem, vil du hurtigt opdage om katten foretrækker at sove i sofaen, eller den foretrækker at sove gemt lidt væk i en hule – og så kan du handle ind efter det.

Du vil måske også opleve, at din kat er særlig glad for en speciel vindueskarm. Så bør du nok flytte ting fra karmen, som du ikke vil risikere at katten måske en dag river ned ved et uheld. Katten ligger i vindueskarmen for at følge livet uden for vinduet – ikke for at irritere dig. Og bliver den en dag forskrækket når den ligger der, vil den måske komme til at rive noget ned, som slet ikke var meningen.

Man skal være meget opmærksomme på åbne vinduer, hvis man vælger at have indekat – og selvom du måske bor på 2. eller 3. sal, så afskærm dine vinduer og din altandør med net, for din kat kan godt falde ud af vinduet og komme slemt til skade. - det er en skrøne at katte altid lander på benene, og en indekat har overhovedet ingen forudsætninger for at klare sig i det fri eller for at finde hjem igen.

En kat er et socialt dyr og har brug for aktivering og leg dagen igennem. Det er derfor ekstra vigtigt, at indekatte har adgang til forskelligt legetøj, så de har noget at få dagen til at gå med.

Man kan også med stor fordel anskaffe sig to killinger på samme tid. De vil have utrolig megen glæde af hinandens selskab og du vil ikke behøve, at skynde dig hjem fra arbejde hver dag, fordi din kat måske er ensom. To katte sammen, er dobbelt lykke- både for kattene og for dig og er klart at anbefale.

 

Det er meget vigtigt, at få øremærket sin kat – især sin indekat. For er uheldet en dag sket og din kat er sluppet ud, så har den ingen forudsætninger for at finde hjem igen. Alle de nye lyde og lugte den vil opleve udenfor, får den formentlig til at løbe stresset og forvirret rundt, så den ikke får afsat dufte i nærheden af dens hjem, og det vil være umuligt for den, at finde hjem uden menneskelig hjælp. Er den øremærket, så vil man kunne finde frem til dig og katten vil kunne komme hjem igen. Er den ikke øremærket, risikerer du at nogle velmenende folk ”adopterer” katten, eller den bliver sat af hos netop den dyrlæge, du måske ikke har fået efterlyst katten hos. Derfor er det yderst vigtigt, at øremærke indekatte.