Alle kender de frygtelige historier om hunde, der bydes så dårlige vilkår at de bliver syge af det. Dette er desværre ikke et fænomen der er forbeholdt hundeverdenen.

BYB er egentligt en amerikansk forkortelse for Backyard Breeder - på dansk "baggårdsopdræt". Det vigtigste ord er her OPDRÆT - det gør dig ikke til BYB'er at din kat får et kuld killinger i klædeskabet eller kostalden fordi den har haft en lille romance med naboens hankat.

(Man kunne også hævde at det er misbrug af ordet "opdræt", fordi et almindeligt katteopdræt involverer et stort stykke arbejde lagt i udvælgelse og opbygning af linier, sikring mod arvelige lidelser og pasning af dyrene.)

En BYB'er avler katte for at få økonomisk gevinst på det. Det er ikke i sig selv forkert at ville tjene penge på at sælge katte, men etikken bag en BYB'ers salgsmetoder, avl og i nogle tilfælde pasning af dyrene, er tvivlsom.

Ofte kan man se annoncer med tekster som "korthårede Maine Coon killinger" eller "Ægte perser uden stamtavle". Og da korthårede Maine Coons ikke findes som race og en perser uden stamtavle ikke kan kaldes ægte - fordi ægthedsbeviset netop ligger i det at katten bevistligt har perser og KUN perser aner - betyder det at købere bliver snydt.

Det er også vigtigt at vide at racekatte er meget forædlede - de er avlet med et bestemt sigte med hensyn til udseende og temperament. At blande 2 racer kan være en særdeles kringlet affære fordi arvelige sygdomme, der måske ligger gemt på et recessivt gen, kan bryde igennem. Man kunne lidt firkantet sige at det er racekatte ikke beregnet eller egnet til.

BYB'ere lever højt på at folk gerne vil have en smuk racekat - men den skal helst koste under 1000 kr.

Hvis man ikke ved så meget om katteverdenen, men bare ønsker sig en yndig, langhåret Norsk Skovkat starter mange med at købe et af de populære annonceblade og slå op under Katte sælges. Og det er i sig selv fornuftigt nok - det man skal være opmærksom på står bare ikke i annoncerne.

Udbredte misforståelser:

Katten er billig fordi den ikke har stamtavle!

Det er ikke rigtigt - en stamtavle koster 175 kr. og det kan umuligt nedsætte prisen med 2000 kr.

Killingen er korthåret, men pelsen vokser når den bliver ældre!

Killinger af langhårskatte fødes ikke med kort, glat pels som f.eks. huskatte.

Katten er vaccineret, men papirerne er blevet væk!

Hvis dyrlægepapirer ikke kan fremvises kan du ikke vide om de eksisterer!

Når en killing er 8 uger kan den komme hjemmefra, ligesom hundehvalpe!

En killing er først færdig med at lære af sin mor og søskende i 11-12 ugers alderen

Tegn på at du er endt hos en BYB'er når du skal købe eller sælge kat:

Når du skal købe eller sælge en kat undgår du ikke at komme i kløerne på en BYB'er ved at undgå steder med store røde skilte hvor ordet BYB er malet! For det er ikke noget, der skiltes med! Men der er nogle tegn, som du kan holde udkig efter bl.a.

* er din nye killing/kat fodret med et godt foder?

* bor kat og killinger sammen med mennesker?

* er killingen/katten fri for øjenbetændelse, altså har klare, pusfri øjne?

* er killingen/katten nysgerrig, tryg og tillidsfuld eller kryber den sammen og er bange?

* har stedet mange katte og mange racer?

* kan stedet bevise at katten/killingen er tilset af en dyrlæge og evt. vaccineret?

* virker alle dyrene på stedet glade og tillidsfulde?

* sælges killinger når de er under 12 uger?

* er stedet kun interesseret i at købe forplantningsdygtige dyr?

-----og hvorfor er alt dette vigtigt?

Det er det for din skyld. Og det er det for kattens skyld! For at kunne avle sunde, glade dyr skal de have den rigtige ernæring på det rigtige tidspunkt. De skal være fri for sygdomme og være vant til mennesker for at kunne blive glad for at være sammen med mennesker og blive til glæde for deres nye familie og de skal have mulighed for at lære hvad det er at være en kat. Og det kan kun andre katte lære dem, men der skal tid til for at det lykkes, og 6-7 uger er ikke nok.

En kat der ikke har opnået en sikker katteidentitet bliver ikke en glad og lykkelig kat - den vil være usikker og i mange tilfælde udvikle adfærdsproblemer. Dyr der ikke vil i kontakt med nye mennesker, ikke er nysgerrige og vil udforske det nye er enten ikke vant til mennesker eller har dårlige erfaringer med dem. Og det er jo nu engang sådan at dyrlæger skriver papirer og journaler - og vaccinationspapirer skal følge katten. Har den ingen, ja så er den ikke vaccineret. Ligesom lidelser som øjenbetændelse skal behandles.

En BYB'er vil ikke være interesseret i at købe en lækker kastrat - for den kan ikke sørge for flere killinger og dermed flere penge i kassen.

Men en Bengal uden stamtavle til 1500 kr. er da billigt!

En racekat uden stamtavle er et paradoks - for den er ikke en racekat! Det, der definerer en kat som racekat er stamtavlen. En kat, der ligner en racekat kan være lige så dejlig som alle andre katte - men den er ikke en racekat.

Det billige forsvinder desuden som dug for solen hvis du hos dyrlægen er så uheldig at opdage at du har købt en kat, som ikke er rask og derfor må betale adskellige 1000-kronesedler for at den kan blive behandlet.

Og glæden over en dejlig, billig kat forsvinder også hvis den viser sig at få svære adfærdsproblemer som f.eks. flår børnene når de vil klappe den, bider helt ubegrundet, tisser alle andre steder end i bakken eller ikke tåler synet af andre katte.

Hvis du køber kat hos en BYB'er støtter du bortset fra BYB'erens pengekasse også flere dyrs ulykke.